• Forside
  • OM BLOGGEN
  • STYLESTORIES
  • KONTAKT

Sundhedsjagten

en blog om sund og slank livsstil

STATUS #4 – STILSTAND

14. januar 2018

Det er over en måned siden, jeg opdaterede sidst, og det har været både jul og nytår siden sidst. Status er, at det er gået lidt op og ned, og jeg vejer ca. et halvt kilo mere end sidste status d. 10/12. Og det er jo ikke så godt!

Jeg holdt to ugers pause henover julen, hvor jeg spiste, hvad jeg havde lyst til. Heldigvis tog jeg kun et enkelt kilo på, og den første uge i det nye år var jeg back on track og fik smidt det igen. Men så blev jeg meget presset på jobbet og er røget tilbage i dårlige vaner, især i denne uge er det gået galt de fleste af dagene, også i dag…

Men det stopper i dag! Fra i morgen SKAL jeg tilbage på sporet, og det skal være med den gode strategi, der virkede så godt for mig i november og det meste af december, hvor jeg smed 1 kg om ugen – 6,5 kg i alt!

Strategien er nej til alt usundt, helt simpelt. Ingen diskussioner med mig selv, blot nej. Menuen står på almindelig sund mad til alle måltider, ingen junkfood.

Håber jeg om en uge med stolthed kan skrive en positiv status ???

Leave a Comment CATEGORIES: Status TAGGED: sundhed, vægttab

STATUS #3 – OVER HALVVEJS

10. december 2017

December er udfordrende, og det vidste jeg godt den ville blive. Havde egentlig også oprindeligt tænkt, at jeg ville være striks i hele november, bløde op i december, og så køre striks på fra januar igen. Men jeg har faktisk ikke haft overdrevet svært ved at modstå de bjerge af chokolade, der kommer fra leverandører flere gange om ugen nu, og ej heller den kæmpe pose godter fra en Tysklandstur, der står herhjemme, så hvorfor bløde op?? Jo jo, jeg kæmper da dagligt med at modstå de lækre sager, men ikke mere end at jeg godt kan lade være. Hvad sker der med mig? Jeg fatter det ikke, plejer sjældent at kunne modstå noget som helst. Og det er den følelse, jeg kører på! Det er en sejr hver dag, når jeg går i seng, at jeg har gennemført endnu en dag uden at “forurene” min krop med sukker og junk. Jeg elsker det!

Men selvom jeg modstår chokolade og junkfood stadig, så er december stadig udfordrende på den måde, at der er mange arrangementer. Og der spiser jeg altså rimelig normalt, også risalamanden. Så det sætter lige vægttabet på pause nogle dage efterfølgende. Men sådan er det, jeg VIL nyde december og alle de dejlige ting.

Hvor meget har jeg så tabt nu efter 6 uger? I torsdags var jeg på 66,6 kg – det vil sige lidt over 6 kg! Fantastisk 🙂 Mangler kun 3-4 kg nu, så er over halvvejs. Elsker at bukserne ikke strammer længere, og at tøjet sidder pænere. Og derudover så har min krop det godt, har ikke ondt i mine led, som jeg ellers var begyndt at opleve. Det kommer ikke til at gå så stærkt med de sidste kilo, så håber jeg kan holde fast. Men har det supergodt, så jeg vil hænge i, så godt jeg kan!

1 Comment CATEGORIES: Vægttab TAGGED: slankekur, sundhed, vægttab

STATUS #1 PÅ SLANKEPROJEKT – STOLT!

7. november 2017

Nu er der gået halvanden uge, siden jeg startede med den nye strategi, og det er tid til en lille status. Hvordan er det så gået? Det er gået skidegodt for at sige det ligeud 😀

Hele den første uge fra forrige søndag til og med lørdag har været uden nogen som helst former for usunde ting; ingen sukker, ingen junkfood og ingen chips osv. Har også skåret meget ned på tomme kulhydrater såsom pasta, hvide ris, hvidt brød osv. Og ved I hvad? Der er røget knap 3 kg!

Jeg ved godt, at det meste er væske. Men har jeg haft næsten 3 kg. væske i kroppen, så er det sgu også rart at komme af med. Søndag var jeg til brunch på en lækker restaurant for at fejre min venindes runde fødselsdag, og der valgte jeg at spise normalt. Dog gik jeg på ingen måder over gevind. I går aftes fik jeg også nogle glas vin med kollegaer i forbindelse med et par arbejdsdage væk fra kontoret, men jeg holdt mig fuldstændig fra kage, snacks osv., selvom det var nogle lange og hårde dage.

Er alt så temmelig stolt af mig selv! Plejer aldrig at kunne sådan noget!

Har virkelig bare fået motivationen nu, og metoden virker. Jeg glæder mig helt vildt til, at kiloerne forlader kroppen, så jeg igen kan føle mig godt tilpas og sund. Det bliver super hårdt, men jeg vil kæmpe.

Der kommer hele tiden udfordringer, som jeg skal takle, men jeg prøver så godt jeg kan at holde mig i skindet, og det er indtil videre gået over al forventning. Er faktisk ret overrasket over mig selv, over at jeg har været så standhaftig og stærk. Men tvivler også meget på mig selv, fordi jeg ved, jeg ikke plejer at kunne overholde mine aftaler med mig selv særlig længe, og normalt falder i efter kort tid. Men jeg tager en dag af gangen, og føler det som en sejr hver gang en dag er vel overstået.  Jaaaa, I can do it!

6 Comments CATEGORIES: Vægttab TAGGED: slankeprojekt, sundhed, vægttab

VEJEDAG UGE 1 – NU MED CRAVING CRUSHER

21. september 2017

Denne uge startede skidt med diverse cravings og fastfood, og jeg rundede i starten af ugen hele 73 kg – endnu en rekord! Men af den dårlige slags… Vildt at vægten bare bliver ved med at stige. Jeg er nu oppe på at have taget 10 kg på på 2 år. Shit det er vildt. Men så fattede jeg styrke tirsdag og besluttede at starte på et nyt kosttilskud fra VITAVIVA og samtidig tage mig sammen. Og ved I hvad, det er faktisk gået rigtig fint de sidste tre dage! Om det er styrken eller Craving Crusher, der gør arbejdet, det ved jeg ikke. Men jeg har været i stand til at sige nej, og det faktisk uden at lide helt vildt og uden at have vilde cravings. Så jeg tror faktisk, at pillerne har en effekt. De er naturligt baseret, og I kan læse mere om dem her: http://da.vitaviva.com/craving-crusher.html (REKLAME)

Laver dog et separat indlæg om mine kosttilskud, som jeg virkelig har steppet op på for at støtte kroppen i at blive sund igen.

Vejedag blev i går i stedet for i forgårs, og i dag var den faktisk endnu længere nede. Er fast besluttet på at nå næste uges mål også, selvom jeg skal til stor fødselsdag lørdag aften og barnedåb søndag.

Startvægt (11/9): 72,2
Uge 1 (19/9): 71,8 (vægt: 71,9)
Uge 2 (26/9): 71
Uge 3 (3/10): 70,3
Uge 4 (10/10): 69,5
Uge 5 (17/10): 68,8
Uge 6 (24/10): 68,1
Uge 7 (31/10): 67,5
Uge 8 (7/11): 67
Uge 9 (14/11): 66,5
Uge 10 (21/11): 66,1
Uge 11 (28/11): 65,7
Uge 12 (5/12): 65,3
Slutdato (12/12): 65

Er ved godt mod! 😀

// REKLAME I INDLÆGGET //

Leave a Comment CATEGORIES: Vægttab TAGGED: kosttilskud, vægttab

Vejedag uge 1

22. august 2017

Det var faktisk i går, det var første vejedag, men fordi jeg har været både til bryllup og navngivningsfest i weekenden uden at holde mig tilbage, så ventede jeg lige til i dag med vejningen 🙂 Jeg har stort set været god hele ugen med undtagelse af weekenden, men det havde jeg besluttet på forhånd, så det var helt ok. Har været rigtig god til at sige nej tak til kage, is osv. på job, og har ikke snacket så meget om aftenen. Jeg snacker stadig en lille smule, men holder det på 100-200 kalorier. Er superglad for den lille bar på billedet, som tilfredsstiller min lækkersult med kun 100 kalorier. Den smager ligesom en Bounty med mørk chokolade, mums. Så dem har jeg købt et lille lager af, og ellers prøver jeg med frugt. Og det har resulteret i, at jeg stort set har nået mit mål for den første uge, hurra!

Og hov! Var lige ved at glemme at fortælle, at jeg endelig fik slæbt mig afsted til reformer pilates i går! Har ikke været der i to måneder, så mavemullerne er meget ømme i dag. Men hvor var det dejligt, at jeg endelig er kommet i gang. Har booket en time på lørdag også.

Startvægt (14/8): 72,3
Uge 1 (21/8): 71,8 (vægt 71,9)
Uge 2 (28/8): 71
Uge 3 (4/9): 70,3
Uge 4 (11/9): 69,5
Uge 5 (18/9): 68,8
Uge 6 (25/9): 68,1
Uge 7 (2/10): 67,5
Uge 8 (9/10): 67
Uge 9 (16/10): 66,5
Uge 10 (23/10): 66,1
Uge 11 (30/10): 65,7
Uge 12 (6/11): 65,3
Slutdato (13/11): 65

Leave a Comment CATEGORIES: Vægttab TAGGED: vægttab, vejedag

MIN NYE PLAN

15. august 2017

Så er jeg klar til at starte en ny plan. Eller det vil sige, jeg skal være klar, for nu skal det være! Jeg startede med en dag i går, hvor jeg undgik overflødige kalorier HELE dagen for første gang i meget lang tid, og jeg var så stolt, da dagen var ved ende. Desværre er jeg faldet i i dag med lidt kage på arbejde, da en tæt kollega stoppede. Tog dog mindre end halvdelen af, hvad jeg normalt ville tage, så det var ikke så slemt. Men her til aften kom jeg til at købe is med hjem, og det er selvfølgelig spist nu… Men tror på, at jeg kan være stærk i morgen igen!

Min plan for den næste tid hedder ca. 2 kg om måneden, men lidt mere her i starten, da jeg gerne vil af med de rigtig trælse kilo hurtigt.

Startvægt (14/8): 72,3
Uge 1 (21/8): 71,8
Uge 2 (28/8): 71
Uge 3 (4/9): 70,3
Uge 4 (11/9): 69,5
Uge 5 (18/9): 68,8
Uge 6 (25/9): 68,1
Uge 7 (2/10): 67,5
Uge 8 (9/10): 67
Uge 9 (16/10): 66,5
Uge 10 (23/10): 66,1
Uge 11 (30/10): 65,7
Uge 12 (6/11): 65,3
Slutdato (13/11): 65

Nu jeg lige sidder og tænker over det, så glæder jeg mig faktisk til at komme i gang! Glæder mig i hvert fald til slutresultatet, nøj det bliver godt 😀

2 Comments CATEGORIES: Vægttab TAGGED: slankekur, sundhed, vægttab

NY PERSONLIG (OG NEDSLÅENDE) REKORD

7. august 2017

En rekord af den rigtig kedelige slags, jeg bliver nemlig ved med at stikke min vægtrekord og tager mere og mere på, ØV! Jeg vejede her til morgen lige over 72 kg (72!), hvilket er næsten 10 kg mere end for godt to år siden, shiiiit! Det er slet ikke til at fatte. Jo, jeg fatter det godt, for det er jo resultatet af, at jeg kører usunde ting i hovedet hver eneste dag, så skal det jo gå den vej. Men jeg fatter ikke, at jeg ikke kan få det bremset og vendt, og at jeg lader det fortsætte. Bliver simpelthen nødt til at stoppe, er så led og ked af min krop, og jeg er så træt af at alt mit tøj strammer, og meget af det kan jeg slet ikke passe. Jeg har heller ikke trænet i to måneder, og det er virkelig dumt, taget min dårlige ryg i betragtning. Behandler min krop virkelig dårligt, og det må stoppe.

Fra i morgen skal det være anderledes, og jeg vil:

  • Spise sundt i hverdagene og give plads til lidt hygge i weekenden.
  • Skære ned på takeaway og lave mad selv om aftenen. Nemme og lette løsninger med salat eller rugbrød.
  • Starte op med reformer pilates igen, som er rigtig godt for min ryg.
  • Supplere med ekstra motion, som fx længere gåture med Flora eller hjemmetræning. Kunne også være en cykeltur i højt tempo med Flora i cykelkurven, der elsker hun nemlig at sidde. Har også overvejet at begynde at løbe med hende.
  • Springe over kagen på arbejdet (der er noget næsten hver dag!) de fleste gange.
  • Spise gode kosttilskud, der kan genopbygge og styrke min krop.

Jeg har hårde arbejdsdage i mit nye job, og jeg bruger mig selv fulgt ud og har ikke meget energi, når jeg kommer hjem om aftenen. Det jeg har tilbage får Flora, og så kalder sofaen sammen med forkælelse i form af usund mad og alverdens lækkerier. Vil se om jeg ikke kan omvende den følelse af forkælelse med usunde ting, til at føle jeg forkæler mig selv ved at være standhaftig og fylde kroppen med sunde ting.

Pigerne bag den (vildt smukke) bog på billedet sagde noget rigtig klogt, den dag jeg var til lanceringen:

Fokusér på alt det gode du vælger til, frem for alt det du må vælge fra!

Det er et godt mantra at have i baghovedet. Bogen er i øvrigt meget tankevækkende og inspirerende.

Jeg vender tilbage med en konkret plan, for det har jeg brug for som gulerod. Skal mande mig op til at lave den, for det er temmelig pinligt efterhånden, at jeg har lavet en plan herinde så mange gange uden på nogen måde at holde den. Men bliver nødt til at blive ved med at prøve.

PS. De fleste billeder på bloggen er desværre væk, da det hosting-firma jeg har brugt i mange år, har valgt at indføre tårnhøje priser for at kunne vise billerne på bloggen – nederdrægtigt 🙁

4 Comments CATEGORIES: Ikke kategoriseret TAGGED: livsstilsændring, sundhed, vægttab

STATUS #1 – FORKERTE VEJ

14. februar 2017


Åh for søren altså, vejede mere i går end da jeg startede, så det går den helt forkerte vej! Kan slet ikke sige nej til mig selv for tiden og har brug for at hygge med alt muligt, både på arbejde og om aftenen. Synes det er virkelig svært at få vendt! I dag var jeg fast besluttet på at få en sund dag og få startet kuren, men inden klokken er 9.30 har jeg allerede spist et stort stykke kage, og så er den dag ligesom ødelagt. Hvordan sker det! 🙁

Men det er også vigtigt at sige til mig selv, at dagen altså ikke er ødelagt, fordi jeg falder i. Jeg har stadig chancen for en “neutral” dag i det mindste, hvis jeg passer på resten af dagen. Har bare en tendens til (ligesom mange andre tror jeg) at sige til mig selv, at så må jeg bare starte i morgen, og så fortsætte den dårlige stil i dag.

Træningen er dog gået rigtig godt. Har været afsted to gange som planlagt til reformer pilates, og begge dage i weekenden blev det til to ekstra lange gåture med Flora ved strand og i skov, lækkert.

Plan og vejning (i går):

Startvægt (6/2): 70
Uge 7 (13/2): 69,3 (vægt: 70,2)
Uge 8 (20/2): 68,6
Uge 9 (27/2): 67,9
Uge 10 (6/3): 67,2
Uge 11 (13/3): 66,5
Uge 12 (20/3): 65,8
Uge 13 (27/3): 65,1
Uge 14 (3/4): 64,4
Uge 15 (10/4): 63,7
Slutdato 13/4: 63

I går var der præcis to måneder til målet, jeg har travlt! 🙂

2 Comments CATEGORIES: Status TAGGED: kur, livsstil, vægttab, vejning

9½ UGE TILBAGE

6. februar 2017

 photo sundhedsbger 1_1.jpg

 photo sundhedsbger 2_1.jpg

Så fløj tiden uden at jeg rigtigt kom i gang med min plan. Fik den jo heller aldrig skrevet ned, så det må jeg vist hellere få gjort, og så lyder startskuddet. Jeg søger inspiration i de mange gode sundhedsbøger, der traditionen kommer i januar. Ikke nødvendigvis for at følge en bestemt kur, det er jeg nemlig ikke god til, men mere for at motivere mig selv ved at læse om andres gode råd og erfaringer. Maria Lucias vægttabshistorie har man efterhånden læst om et hav af gange i diverse dameblade, men jeg blev alligevel fristet til at købe den, da hendes træner (og veninde) Frida Hallqvist er hende, jeg gennemførte en bootcamp hos for lidt over tre år siden, og den var altså supergod, og Frida virker så sød, dygtig og inspirerende.

Nå, men det var jo min plan det skulle handle om. Frem til min fødselsdag d. 13. april er der 9½ uge. Det er ikke meget tid, og jeg er superdårlig til at få taget mig sammen til at komme i gang. Så der er fiasko i sigte allerede… Men jeg vil bare så gerne have det godt i min krop, når jeg runder det skarpe hjørne, og føle mig frisk og ung 😀 Så det vil betyde enormt meget for mig, hvis det lykkes. Så det SKAL det bare! 

9,5 uge til 7 kg er også meget ambitiøst, men det er nu engang min drøm, så den prøver jeg at gå efter. Startende fra i dag giver det godt 700 gr. om ugen.

Startvægt (6/2): 70
Uge 7 (13/2): 69,3
Uge 8 (20/2): 68,6
Uge 9 (27/2): 67,9
Uge 10 (6/3): 67,2
Uge 11 (13/3): 66,5
Uge 12 (20/3): 65,8
Uge 13 (27/3): 65,1
Uge 14 (3/4): 64,4
Uge 15 (10/4): 63,7
Slutdato 13/4: 63

Planen er at skære alt overflødigt og usundt fra i hverdagen, så der er plads til en smule hygge i weekenden, og sørge for at få lavet mad til mig selv de fleste aftener fremfor takeaway og færdigretter. Har netop købt mig en smart suppemaskine, som jeg glæder mig til at få prøvet af.

Med motion er planen at holde fast i min gode rutine med reformer pilates to gange om ugen samt de daglige gåture med Flora. Det er ikke voldsomt meget, men det er hvad jeg kan få tid til, og hvad min krop har det godt med pt. Jeg kunne godt tænke mig at flette nogle hjemmeøvelser ind også, og der har jeg masser af inspiration fra bøgerne og min fysioterapeut. Så det er ikke øvelser, der mangler, men rygrad og prioritering.

Er I andre, der er på kur her i det nye år? Så kan vi heppe på hinanden 🙂

2 Comments CATEGORIES: Vægttab TAGGED: sundhed, vægttab

STATUS #2 – HJEMMESTRIKKET PINSEKUR

15. maj 2016

 photo sund pinse 1.jpg

 photo sund pinse 2.jpg

For præcis en uge siden skrev jeg en opsang til mig selv, jeg havde simpelthen fået nok af den sump, jeg var faldet i, og af hvordan jeg havde det med mig selv. Samtidig fortalte jeg også om årsagen til, at jeg har haft ondt af mig selv, og jeg accepterede, at det egentlig var ok, men at det nu også skulle være slut. Hele ugen har jeg holdt mig på den sunde sti, pludselig var motivationen der! Har ikke været fanatisk, men har skåret væsentligt ned på mit indtag. To gange har jeg spist ude, hvor jeg faldt i med en burger med fritter den ene dag og steak med fritter den anden dag. Ville gerne have haft valgt noget sundere bare den ene af gangene, men det er ok. På jobbet kunnet jeg ikke helt modstå kage, men har begge gange kun taget 1/3 af et stykke, og det er jeg fuldt ud tilfreds med. Den store sejr har været aftenerne, hvor jeg ikke har spist usundt overhovedet.

Jeg har i løbet af ugen gået og tænkt på at tage en 3-dages juicekur her i Pinsen for lige at rykke lidt på vægten her i starten som motivation og for at genstarte kroppen. Kunne dog ikke overskue en ren juicekur, men har strikket min egen sammen, hvor jeg kører en kombination af juice og salat. Ingen kød og forarbejdet mad. Jeg orker heller ikke at lave al den juice selv med rengøring af maskine osv., så i går snuppede jeg fx min frokostjuice hos Joe & The Juice, som har nogle gode grøntsagsjuicer også. Jeg drikker juice i løbet af dagen, og så til aften laver jeg mig en god, fyldig salat med en smagfuld dressing. Snack indimellem var i går friske jordbær og lidt saltmandler og i dag vindruer og lidt saltmandler. Jeg ved godt, at det ikke er en “rigtig” detox, men det føles godt kun at fylde sunde, naturlige sager i kroppen. Regner med at tage i morgen med også, og så skulle jeg gerne kommer nærmere den plan til Projekt Sommerslank, som jeg lagde.

Nu kører det, og humøret følger med!

P.S. Hvor er det bare en fed fornemmelse at købe ind, når kurven er propfyldt med frugt og grøntsager frem for slik og færdigretter, som man godt ved, man ikke bør købe 🙂

Leave a Comment CATEGORIES: Status TAGGED: sundhed, vægttab

  • 1
  • 2
  • 3
  • Next Page »

Velkommen til Sundhedsjagten!
Her finder du sunde tips og nemme opskrifter, status på evig elevatorvægt, træning, og alt der hører til den sunde livsstil, som jeg arbejder hårdt på at holde, men som jeg har så svært ved.
XOXO Mette :-)

FØLG BLOGGEN

SØGER DU NOGET?

NYE INDLÆG

  • STATUS #4 – STILSTAND
  • STATUS #3 – OVER HALVVEJS
  • STATUS #2 – TESTER MIN STYRKE
  • STATUS #1 PÅ SLANKEPROJEKT – STOLT!
  • VENINDE TABTE 13 KG PÅ 2 MÅNEDER – NY STRATEGI!

KATEGORIER

  • Alt og intet
  • Bøger
  • Hund
  • Ikke kategoriseret
  • Kost
  • Madnyt
  • Madtips og opskrifter
  • Status
  • Sundhed
  • Sundhedstemperaturen
  • Test og anmeldelser
  • Træning
  • Træningstøj
  • Vægttab

· THEME BY ECLAIR DESIGNS ·