• Forside
  • OM BLOGGEN
  • STYLESTORIES
  • KONTAKT

Sundhedsjagten

en blog om sund og slank livsstil

SUNDHEDSTEMPERATUREN PÅ AMANDA FRA THE A-WAY

31. juli 2016

 photo sundhedstemperaturen the a-way.jpg

Så er det blevet tid til en ny omgang Sundhedstemperaturen, og denne gang har jeg taget den på søde og nærværende Amanda fra bloggen The A-WAY. Amanda har en hyggelig blog om sundhed, god mad, træning og meget mere, som jeg har fulgt mere eller mindre fra starten, tror jeg. Der ligger god viden bag, da Amanda læser Ernæring og Sundhed på Metropol og er uddannet personlig træner. Læs hendes gode og kloge svar herunder, bl.a. om hvilken vigtig sandhed, der gik op for hende på et tidspunkt og hendes inspirerende og fornuftige tanker om balance!

  1. Hvor sund føler du dig lige nu på en skala fra 1-10, hvor 10 er det højeste?
    Jeg føler mig utrolig sund i øjeblikket, men jeg har svært ved at placere mig på en skala, da jeg synes, at sundhed er et svært begreb af definere. Jeg træner, jeg spiser overvejende sundt, men jeg slapper også af, spiser chokolade og drikker mig fuld. Jeg lever nok efter det princip de fleste kalder 80/20, så ud fra dette må jeg ligge på en 8’er.
  2. Hvor lavt har du været på skalaen?
    Jeg har været meget lavt på skalaen, men på daværende tidspunkt følte jeg, at jeg lå meget højt. Sundhed var på et tidspunkt i mit liv lig med at være tynd, om jeg så skulle sulte mig selv, træne flere timer om dagen eller noget tredje. Jeg blev sørme også tynd, men det var bestemt ikke lykken for mig, og når jeg ser tilbage på denne tid, kan jeg godt se, at den livsstil jeg levede efter, ikke havde meget med reel sundhed at gøre!
  3. Hvad er sund livsstil for dig?
    Sund livsstil for mig er, at ens handlinger skal være drevet af lyst! Jeg vil mene, at sundhed skal være noget der gør en glad og noget man har lyst til, det skal ikke være en sort sky af dårlig samvittighed, som hænger over ens hoved! Man skal tænke over sin kost, men der skal være plads til slik og kage, og man skal træne, fordi man er motiveret og ikke pga. dårlig samvittighed! Det er denne balance, man skal forsøge at finde frem til. Det er ikke nemt og det kan godt tage lang tid at finde den, men det er den man skal forsøge at opnå.
  4. Hvordan holder du dig sund?
    Jeg løber og styrketræner ca. 3-4 gange om ugen, mit transportmiddel er cyklen og min kost er overvejende sund med grøntsager og proteiner. Jeg lever efter 80/20-princippet. Herudover sørger jeg for at smile og grine en masse hver dag!
  5. Har du nogensinde været på kur?
    I en periode var jeg ALTID på kur! Jeg har muligvis prøvet alle slags kure, der findes: 5:2 kuren, Dukan Diæten, Atkins Diet, Juicekur osv. Nu er jeg ikke længere på kur, hvilket jeg ikke har tænkt mig at komme igen!
  6. Hvor ofte træner du?
    Jeg træner omkring 4 gange om ugen, nogle uger færre gange og andre uger flere gange.
  7. Hvad træner du?
    I øjeblikket løber jeg meget for at tilbringe så meget tid som muligt udendørs. Jeg træner også en del udendørs styrketræning med egen kropsvægt. Om vinteren derimod kan jeg godt lide at træne i fitness eller gå til reformer pilates hos Energii. Når jeg træner, må der gerne være fart over feltet!
  8. Har du tidligere trænet noget, som du savner i dag?
    Jeg savner at spille tennis! Jeg er tidligere elite tennisspiller, men blev nødt til at stoppe grundet et dårligt håndled. Forhåbentlig kan jeg snart spille igen, men det bliver nok ikke på samme niveau som førhen.
  9. Hvordan forkæler du dig selv?
    Den er svær! Jeg elsker at gå ud at spise, lave movie-nights med alt der hører til, shoppe, og jeg kunne blive ved!
  10. Hvad er din yndlingsret, når det skal være sundt?
    En god salat med kylling eller kylling i karry. Den perfekte salat for mig er sådan en du kan få inde hos Fredco’s deli. En salat med masser af forskellige grøntsager, kylling og lækre toppings!
  11. Hvad er din sunde yndlingssnack?
    Det meste frugt med lidt nødder til! I øjeblikket er jeg helt forelsket i nektariner og vandmelon.
  12. Dit bedste sundhedstip?
    Sørg for at dine handlinger er drevet af lyst og motivation! Sundhed skal gøre dig glad og skal ikke være en sort sky af dårlig samvittighed!

Tusind tak til Amanda! Find hendes blog The A-WAY her

2 Comments CATEGORIES: Sundhedstemperaturen TAGGED: mad, sundhed, træning

SUNDHEDSTEMPERATUREN PÅ KATHARINA KJELDGAARD/BEETROOTBAKERY.DK

4. maj 2016

 photo sundhedstemperaturen beetrootbakery.jpg

Jeg har endnu engang taget Sundhedstemperaturen på en inspirerende blogger, og denne gang er det Katharina Kjeldgaard, som blogger om sund mad på Beetroot Bakery (elsker navnet!). Nogle af jer kender hende måske ligesom mig fra hendes modeblog S.U.S – Style under Scrutiny, som nu er lukket. Interessen for sund, nem og lækker mad blev stærkere end mode, og det tror jeg, vi er mange, der er taknemmelige for. Ikke at modebloggen lukkede, hehe, men at en skøn madblog opstod! Mød hende her til en snak om sundhed og få bl.a. et tip til en lækker sund snack.

  1. Hvor sund føler du dig lige nu på en skala fra 1-10, hvor 10 er det højeste?
    Hmm det er et svært spørgsmål… Tror jeg ligger på omkring 7-8, og det har jeg det egentligt helt fint med.
  2. Hvor lavt har du været på skalaen?
    Generelt er jeg ret stabil i den måde jeg spiser og lever på, men jeg kan da huske, at det haltede lidt med den sunde kost, da jeg gik i gymnasiet. Man kunne købe sådan en kæmpe hvid bolle med spegepølse for 10 kr. og sådan én købte jeg ofte til frokost, og så dyrkede jeg ikke rigtig nogen former for motion andet end det obligatoriske på skolen. Jeg var nok lidt tyndfed ;P
  3. Hvad er sund livsstil for dig?
    Sund livsstil for mig handler om balance. Det handler ikke om, at man følger en kur slavisk, eller man træner seks gange om ugen. Det handler om at finde en balance, hvor man har det godt i sin egen krop/og med sin egen krop, samtidig med at man kan få det til at passe ind i ens hverdag. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at få trænet noget mere, men med fuldtidsjob og blog, så kommer det bare ikke til at ske, så det gider jeg ikke slå mig selv i hovedet over. I forhold til mad så synes jeg også, det handler meget om at lytte til sin krop. “Heldigvis” kan man vel sige, så kan jeg rigtig godt lide sundt mad, simpelthen fordi jeg synes, det smager godt. Men hvis jeg craver chokolade eller kage, så holder jeg mig ikke tilbage, for så er det det, der vil gøre mig glad, og dermed også det der er ’sundt’ for mig – selvfølgelig ikke i kæmpe mængder.
    Jeg tror også meget, at sundhed handler om at bruge sin fornuft. Når nogen diskuterer om kartofler er sunde, eller om rød peberfrugt er sundere en gul, så står jeg helt af. Det er jo grøntsager! Ja, hvis du spiser to kilo til aftensmad, så er det nok ikke så godt for kroppen, men hvis du spiser varieret, så går det nok.
  4. Hvordan holder du dig sund?
    Det gør jeg dels gennem min kost, motion, men også ved at lave ting, der gør mig glad. Gå lange ture med veninder, være sammen med min familie, og så er jeg også en person, der har meget brug for alenetid til at lade op og få energi, så det sørger jeg for at give mig selv. Og søvn. Jeg ELSKER at sove, og kan sagtens tage ni timer hver nat 😉
  5. Har du nogensinde været på kur?
    Nej, jeg har aldrig været på en decideret kur. Hvis jeg har spist lige lovligt mange chips i en periode, så kan jeg godt holde en ’ekstra sund uge’, indtil jeg finder balancen igen.
  6. Hvor ofte træner du?
    Det gør jeg ca. 2 gange om ugen.
  7. Hvad træner du?
    Det bliver for det meste til cardio i fitteren. Det er en super måde at få rørt sig på efter en hel dag på måsen på kontoret, men også en dejlig måde at koble af på. Nogle gange bliver det til en løbetur i det blå, eller en bodyflow eller stram op-time. Jeg går også og venter på varmere temperaturer, så jeg kan svømme i havet – jeg ELSKER at svømme på åbent hav, og heldigvis er der jo masser af dejlige strande i cykelafstand fra København.
  8. Har du tidligere trænet noget, som du savner i dag?
    Ja, da jeg var barn, spillede jeg meget fodbold, og blev faktisk også rigtig god. Desværre blev jeg tacklet af et kæmpe brød og fik en ret slem knæskade, og siden har jeg ikke kunne spille fodbold. Savner det stadig den dag i dag, og kigger altid misundeligt, når jeg går igennem fælledparken og ser folk spille fodbold. Jeg har aldrig fundet en sportsgren eller træningsform, der har fanget mig så meget, og gjort mig så glad, så den leder jeg stadig efter….
  9. Hvordan forkæler du dig selv?
    Mmm jeg har lige fået karbad, så kan ret godt lige at hygge mig i noget brandvarmt vand med en serie, som jeg kan se imens. Dét er ren kvalitid med mig selv 🙂
  10. Hvad er din yndlingsret, når det skal være sundt?
    Uh, det er et ondt spørgsmål at stille en madblogger 😉 Bum bum friske forårsruller er altid en sikker vinder!
  11. Hvad er din sunde yndlingssnack?
    Det må helt klart være bananis med peanut butter.  Jeg kan slet ikke forstå, at noget så sundt kan smage så syndigt!
  12. Dit bedste sundhedstip?
    Hvis man som mig har tendens til få en meget oppustet mave, så det nærmest ligner man er gravid, så kan jeg anbefale at skrue ned for glutenindtaget i kosten. Jeg er selv begyndt at spise ca. 80 % glutenfrit, og jeg kan VIRKELIG se og føle det på min krop.

Tusind tak til Katharina! Besøg hendes inspirerende madblog her

1 Comment CATEGORIES: Sundhedstemperaturen TAGGED: sundhed

SUNDHEDSTEMPERATUREN PÅ CHRISTINA BARRÉ/BITTEBITTE.DK

17. april 2016

 photo sundhedstemperaturen bittebitte.jpg

Så er det blevet søndag og tid til at tage Sundhedstemperaturen igen. Denne gang har jeg inviteret Christina fra bloggen Bitte Bitte, og jeg kan love både smil på læben og masser af motivation i interviewet! Jeg har fulgt Christina gennem flere år på bloggen, som jeg nok mest vil betegne som en mode- og livsstilsblog. Christina har en cool stil, virker altid glad, og så er hun superdygtig til at indrette sin lækre lejlighed. Gennem årene har Christina skrevet lidt om vægt og træning engang imellem. Jeg har altid kunnet relatere rigtig meget til hende, fordi vi kæmper med præcis det samme. Vi er begge normalvægtige, men kæmper med de der åndssvage “forfængelighedskilo”, som jeg ynder at kalde dem, og vægten og træningsintensiteten går op og ned, op og ned. For nylig gik Christina i gang med et trænings- og sundhedsforløb, og jeg følger med for selv at blive motiveret. Så hvad var mere oplagt, end at tage Sundhedstemperaturen på den søde pige!

  1. Hvor sund føler du dig lige nu på en skala fra 1-10, hvor 10 er det højeste?
    Lige nu føler jeg mig nok en 7-8 stykker, hvilket er ret højt i min bog. Jeg træner næsten dagligt og prøver så vidt muligt at spise sundt samt undgå gluten. Det er meget atypisk mig og en
    livsstil jeg kun har ført i ganske få måneder. Men det føles fantastisk.
  2. Hvor lavt har du været på skalaen?
    Haha, jeg tror den har været helt nede på 1 faktisk. Sidste efterår og især henover julen var den helt slem for mit vedkommende. Ingen motion og alt for meget junkfood hver eneste dag.
  3. Hvad er sund livsstil for dig?
    Sund livsstil er for mig, når jeg har det godt med mig selv og min krop. Det kan især mærkes på min selvtillid og min udstråling. Hvis jeg i en periode har behandlet min krop dårligt, så har
    jeg absolut intet selvværd.
  4. Hvordan holder du dig sund?
    Jeg holder mig sund med regelmæssig motion og ved at tænke over, hvad jeg spiser. Ikke på en totalt kontrolleret og begrænset måde, ­ men jeg tænker meget over hvad slik, cola og fastfood gør ved min krop både indeni og udenpå. Og så forsøger jeg at leve en stressfri, positiv og balanceret hverdag Mental sundhed er mindst ligeså vigtig som kropslig sundhed.
  5. Har du nogensinde været på kur?
    Jeg har været på juicekur i 1 dag, og så gad jeg ikke mere, haha. Lige nu er jeg på min egne selvopfundne kur, som går ud på at jeg ikke skal spise slik, drikke sodavand og spise junkfood. Men sådan en “rigtig” slankekur har jeg aldrig været på. Jeg bruger for det meste bare min sunde fornuft.
  6. Hvor ofte træner du?
    Lige pt træner jeg 5-6 dage om ugen, fordi jeg er i et intensivt forløb med min personlige træner @golinedk. Men under mere almindelige omstændigheder hedder den nok 3-4 gange. Jeg forsøger i hvert fald så vidt mulig at holde den kadence.
  7. Hvad træner du?
    Når jeg er sammen med min træner @golinedk, træner vi en blanding af cardio og styrketræning. Mange af øvelserne tager udspring i cirkeltræning og crossfit. Så vi træner meget “med egen krop” i stedet for på maskiner, som man gjorde meget for nogle år tilbage. Det syntes jeg er rigtig fedt. Ydermere løber jeg meget og elsker at tage hold som Spinning, Les Mills og Puls & Styrke. Generelt er jeg ret begejstret for at træne på hold, da jeg elsker når musikken pumper derud af og instruktøren gejler en op.
  8. Har du tidligere trænet noget, som du savner i dag?
    Jeg savner nok mest af alt mit gamle fitnesscenter, da jeg boede på Østerbro (FitnessDK Nygårdsvej). Det er helt klart det fedeste og lækreste center Nu bor jeg bare for langt væk til
    at få trænet der. Et af de hold jeg elskede rigtig meget var BODYATTACK. Det er klart et af mine favorithold. Men der er næsten ingen centre, der tilbyder det mere, desværre. Og så har jeg et par gange prøvet REFORMER-træning, som jeg synes er sindssygt fedt. Det er desværre bare hammer dyrt. Var prisen anderledes, trænede jeg det uden tvivl flere gange ugentligt! Det er en
    rigtig god og anderledes måde at udfordre sig selv og sin krop på.
  9. Hvordan forkæler du dig selv?
    Jeg elsker at gå i karbad med massere af skumsæbe og hårkur, hehe. Men den største forkælelse er helt klart GOD MAD. Gerne på en rigtig smuk og hyggelig restaurant. For ikke at tale om lækker rødvin,  gerne afkølet! Åh gud, jeg kunne drikke det dagligt. (Lød det forkert?)
  10. Hvad er din yndlingsret, når det skal være sundt?
    Jeg har en ret basic salat som elsker helt vildt: Frisk spinat, pinjekerner, avocado, fetaost granatæble, trøffelolie og balsamico. Den er ret basic, men smager helt vildt godt Og så elsker jeg bananpandekager med æbletern, lidt sirup og masser af kanel.
  11. Hvad er din sunde yndlingssnack?
    Det må være friske ærter ­ jeg kan seriøst æde flere pakker dagligt. Og så elsker jeg den der Choko peanut butter fra Urtekram, åh gud den er så lækker. Den elsker jeg at spise ovenpå havregrød eller at dyppe nogle æblestykker i den cremede syndige choko creme 😛
  12. Dit bedste sundhedstip?
    Vægt kropslig og mental sundhed lige højt. Og forkæl din krop hvad end det gælder sund mad, motion, lækker bodylotion eller noget helt fjerde. Du skal have den resten af dit liv, så den er værd at passe godt på.

Tak til Christina! Find hende på Bittebitte.dk 🙂

Leave a Comment CATEGORIES: Sundhedstemperaturen

SUNDHEDSTEMPERATUREN PÅ MATILDE TROBECK/HELSEMATILDE.DK

10. april 2016

 photo sundhedstemperaturen helsematilde.jpg

Så er det blevet tid til at tage Sundhedstemperaturen for første gang på andre end mig selv, og jeg starter med Matilde, som er indehaver af en af Danmarks største trænings- og sundhedsblogs Helsematilde.dk. Matilde træner meget, rigtig meget. Og hun er en af de rigtig rå, der dyrker crossfit mange gange om ugen og altid har laset hud på hænderne fra vægtene. Men hun er rigtig meget andet også. Jeg elsker at følge hendes blog, fordi hun bl.a. er meget åben og ærlig omkring nogle meget hårde ting, hun har været igennem, og deler både op- og nedturene, som ikke kun handler om træningscentret. Det er gået lige i hjertet på mig. Matilde har en filosofi om, at det skal være sjovt at være sund, og den er faktisk så stærk, at hun har skrevet en bog om det, der udkommer lige om lidt!

Find hendes blog HER og god fornøjelse med første interview! 🙂

  1. Hvor sund føler du dig lige nu på en skala fra 1-10, hvor 10 er det højeste? 
    Jeg føler mig nok omkring 9. Jeg har haft en rigtig god dag, trænet i to timer hvor jeg fik ny pr (personlig rekord i dødløft og har grinet en del i løbet af dagen. Så har jeg været sammen med en god veninde og nået at gøre rent. Det giver overskud og glæde, og så føler jeg mig sund derefter. Jeg har fået mad, når jeg har været sulten, fået drukket nok og har sovet godt i nat.
  2. Hvor lavt har du været på skalaen?
    Jeg har været helt nede. Da jeg var i kærestesorg, og da jeg var i sorg over at have mistet min lillebror. I en periode levede jeg af lakridser og rødvin. Der følte jeg mig ikke sund, men jeg vidste også, at det var en fase, og at det ikke ville vare evigt. Jeg prioriterede ikke sundhed der, fordi jeg intet overskud havde til andet end at overleve.
  3. Hvad er sund livsstil for dig 
    At jeg er glad, får grinet, er social, har gode veninder, er sammen med min familie ofte, og jeg får sved på panden nogle gange om ugen. Jeg vil også gerne have frugt og grønt hver dag, men sker det ikke, så er det okay. Det er vigtigere for mig at få pulsen op og koble hovedet fra – det er sundhed for mig, fordi det er min pause i en travl hverdag.
  4. Hvordan holder du dig sund? 
    Jeg spiser når jeg er sulten, jeg træner og er enormt aktiv, både fordi jeg cykler alle steder og går meget på mit arbejde. Derudover holder jeg mig sund som jeg beskriver i punkt 3.
  5. Har du nogensinde været på kur? 
    Jeg har prøvet en juicekur, fordi jeg gerne ville mærke på egen krop, hvad det var folk talte om. Og jeg var ikke fan!
  6. Hvor ofte træner du? 
    Jeg træner 5-6 gange om ugen.
  7. Hvad træner du? 
    Primært crossfit og vægtløftning og så løber og cykler jeg også en del.
  8. Har du tidligere trænet noget, som du savner i dag?
    Jeg var ret glad for step, som jeg dyrkede med nogle veninder for nogle år siden. Jeg kunne godt lide musikken og rytmen, men jeg har ikke lyst til at prioritere det længere.
  9. Hvordan forkæler du dig selv? 
    Det kan være mange ting. Et langt bad, en god kop kaffe, kage, god mad, en biograftur med min veninde, en aften i sofaen med mine forældre, et glas rødvin, en aften hvor jeg er mig selv og har nattøj på.
  10. Hvad er din yndlingsret, når det skal være sundt? 
    Jeg er glad for omelet med grøntsager! Helst min mors!
  11. Hvad er din sunde yndlingsnack? 
    Mandler, rosiner og æbler!
  12. Dit bedste sundhedstip? 
    Gør det i dit eget tempo og fordi du har lyst, tid, og synes det er sjovt. Lad være at gøre noget fordi du føler, at du skal, eller fordi dine veninder gør det. Find den træningsform du kan lide og som giver dig energi. Spis efter din fornuft, lad være med at forbyde dig selv noget. Spis variereret, drik godt med vand og sørg for ikke at have for travlt.

Tak Matilde! 🙂

1 Comment CATEGORIES: Sundhedstemperaturen TAGGED: interview, sundhed, tips

NY SERIE PÅ BLOGGEN: SUNDHEDSTEMPERATUREN!

3. april 2016

 photo nike leopard tights 3.jpg

Ih hvor har jeg glædet mig til at starte dette lille nye tiltag op på bloggen! Jeg har valgt at tage Sundhedstemperaturen på en række inspirerende bloggere (og måske andre også med tiden) med små interviews af 12 spørgsmål, som vil blive udgivet løbende herinde. Håber I kan blive lige så inspirerede af at læse om dem, som jeg er, for det er god læsning, kan jeg love!

Jeg starter med mig selv (sagde hunden), så I lige kan se spørgsmålene, og nye læsere også kan lære mig lidt at kende. Min Sundhedstemperatur er helt i bund pt, så det er helt fantastisk med en masse dejlig inspiration den næste tid. I kan glæde jer til den første gæst senere på ugen, som er den skønne kvinde bag en af Danmarks største trænings- og sundhedsblogs.  Håber I tager godt i mod det, og håber I vil kommentere med eventuelle spørgsmål og tanker – og ikke mindst jeres egen SUNDHEDSTEMPERATUR pt 🙂

SUNDHEDSTEMPERATUREN PÅ METTE FRA SUNDHEDSJAGTEN.DK

    1. Hvor sund føler du dig lige nu på en skala fra 1-10, hvor 10 er det højeste?
      2 🙁
      .
    2. Hvor lavt har du været på skalaen?
      Er lige nu inde i en af de mest usunde perioder jeg kan huske at have haft, dog har jeg før haft sådanne perioder. Får ikke spist ordentlig mad og spiser store mængder usunde ting hver dag. Derudover får jeg næsten ikke rørt mig, da jeg kører i bil på arbejde og ikke kommer afsted til træning for tiden pga.smerte i iskiasnerven og manglende motivation. Det er skidt…
      .
    3. Hvad er sund livsstil for dig
      Det er, når man er i balance med, hvad man spiser, og det hovedsageligt er sunde ting, der gør kroppen godt. Og når man får rørt sig på daglig basis (fx via gang eller cykel) og får trænet rigtigt nogle gange om ugen. Intet skal være fanatisk, men blot et fornuftigt niveau uden forbud og tvang.
      .
    4. Hvordan holder du dig sund?
      Når jeg er inde i gode perioder (som jeg ville ønske var hverdag for mig), så er jeg god til at få lavet lækre salater og lignende til aftensmad og at sørge for at have sunde snacks med på arbejde. Om sommeren plejer jeg at have nemmere ved at snacke sundt om aftenen, fordi der er friske bær og ærter, og det elsker jeg. Heldigvis går vi sommeren i møde nu! 🙂
      .
    5. Har du nogensinde været på kur?
      Jeg har aldrig fulgt nogle af de der kure, hvor man kun må spise protein, suppe eller lignende, det er jeg slet ikke til. Jeg tror virkelig på en sund og varieret kost, hvor kodeordet er alt med måde. Og det er altid den måde, jeg har tabt mig på, ved at skære ned på alt det usunde og op for det sunde, men uden at blive fanatisk. Jeg var for mange år siden ret glad for Madlog, som gav mig en rigtig god ide om kalorieindholdet i alt muligt, og det hjalp mig med at styre kalorierne, men det er ikke noget, jeg ville gide at bruge i dag. Jeg har også været på en 3-dages juicekur sidste sommer, men det var mest for at blive renset igennem og kickstarte en sund periode. Jeg har elevatorvægt, som svinger mellem 5-8 kg flere gange om året, så føler nærmest jeg altid skal/er på kur.
      .
    6. Hvor ofte træner du?
      Lige nu overhovedet ikke, men skal i gang igen, og der er målet to gange om ugen som minimum. Gider ikke sætte baren for højt for bare at blive skuffet. Vil dog gerne blive bedre til at gå eller cykle en tur, når jeg kommer hjem fra arbejde, så i den forbindelse glæder jeg mig supermeget til forhåbentlig at få en lille hundebasse til sommer 🙂
      .
    7. Hvad træner du?
      Min faste rutine indtil for et lille års tid var badminton en gang om ugen med en flok tidligere kollegaer gennem en del år, men gruppen gik desværre i opløsning. Jeg supplerede med et par timers BodyCombat om ugen. I perioder har jeg trænet mig op til at løbe, men er altid gået død i det eller fået ondt i ryggen, før programmet var gennemført. Har prøvet mange andre ting også fx personlig træner/styrketræning, reformer pilates osv., men formår ikke at holde fast i noget af det. Men kan forhåbentlig snart give mig i kast med noget af det igen eller finde noget nyt.
      .
    8. Har du tidligere trænet noget, som du savner i dag?
      Ridning! Men savner mest de gode skovture og at hygge med hesten, ikke så meget en støvet ridehal.
      .
    9. Hvordan forkæler du dig selv?
      Altså lige nu forkæler jeg mig selv med alt muligt usundt, og det er jo ikke så smart. Men derudover er massage og ansigtsbehandlinger noget af det bedste jeg ved. Det kan også være at gå i Torvehallerne og forkæle sanserne, og på en solrig dag købe noget lækker mad og spise det udenfor. Vil prøve at arbejde med mentalt at føle forkælelse, når jeg lever sundt 🙂
      .
    10. Hvad er din yndlingsret, når det skal være sundt?
      Det kunne fx være et stykke bagt laks med teriyakisauce fra Sticks’n’Sushi og forskellige salater med asiatiske dressinger og masser af frisk koriander.
      .
    11. Hvad er din sunde yndlingssnack?
      Det må være friske ærter eller danske jordbær.
      .
    12. Dit bedste sundhedstip?
      Spis varieret og ikke efter mærkelige principper.

Hvad er din egen sundhedstemperatur pt? 🙂

4 Comments CATEGORIES: Sundhedstemperaturen TAGGED: interview, sundhedstemperaturen

Velkommen til Sundhedsjagten!
Her finder du sunde tips og nemme opskrifter, status på evig elevatorvægt, træning, og alt der hører til den sunde livsstil, som jeg arbejder hårdt på at holde, men som jeg har så svært ved.
XOXO Mette :-)

FØLG BLOGGEN

SØGER DU NOGET?

NYE INDLÆG

  • STATUS #4 – STILSTAND
  • STATUS #3 – OVER HALVVEJS
  • STATUS #2 – TESTER MIN STYRKE
  • STATUS #1 PÅ SLANKEPROJEKT – STOLT!
  • VENINDE TABTE 13 KG PÅ 2 MÅNEDER – NY STRATEGI!

KATEGORIER

  • Alt og intet
  • Bøger
  • Hund
  • Ikke kategoriseret
  • Kost
  • Madnyt
  • Madtips og opskrifter
  • Status
  • Sundhed
  • Sundhedstemperaturen
  • Test og anmeldelser
  • Træning
  • Træningstøj
  • Vægttab

· THEME BY ECLAIR DESIGNS ·