• Forside
  • OM BLOGGEN
  • STYLESTORIES
  • KONTAKT

Sundhedsjagten

en blog om sund og slank livsstil

HIMMELSK CEVICHE MED TUN OG MANGO

5. september 2017

Jeg har nogle gange fået noget i stil med denne ret på restauranter og har været helt oppe at køre over det. Så jeg har længe gået og tænkt over, at jeg ville prøve at lave det selv. Jeg har sammensat den med alle mine yndlingssmage, og det kom der noget virkelig lækkert ud af.

Ceviche betyder, at man tilbereder rå fisk i syren fra citrusfrugter, og man kan i princippet bruge alle typer fisk. Det anbefales at bruge frisk fisk i sushi-kvalitet, men jeg købte altså bare en frossen tunsteak i Føtex, og det smagte helt fint. Så gør hvad du har mulighed for.

Forret til 2 pers.

  • 1 stk frisk tun på ca 125 gr.
  • Saften fra 2 små limefrugter
  • 1 lille eller en halv stor avocado
  • En halv mango
  • Frisk koriander
  • Mørk sesamolie (fx fra Urtekram)
  • Salt og peber

Skær tunen i små tern og kom det i en skål. Pres limefrugterne udover og vend det godt rundt. Tilsæt lidt friskkværnet peber, dæk skålen til og sæt den i køleskabet i en halv time, rør et par gange undervejs.

Imens skærer du avocado og mango i små tern samt hakker en god håndfuld koriander. Bland det sammen med tunen, når den har trukket og tilsæt 1-2 spsk sesamolie samt lidt salt.

Anret det fint på to tallerkener og drys evt med lidt sesamfrø.

Velbekomme! ?

1 Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: Ceviche, Forret, opskrift, Tun

KARTOFFEL-PORRESUPPE MED BACON

5. marts 2017


Siden jeg købte min suppemaskine har jeg villet prøve at lave en klassisk kartoffel-porresuppe, for det er da bare noget af det bedste. Her til aften fik jeg taget mig sammen til det, og den blev virkelig god! Suppen kan selvfølgelig sagtens laves i en gryde også. 

Til 2 store portioner eller 4 små:

  • 500 gr kartofler
  • 1 lille løg
  • 2 porrer
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 dl kaffefløde 9% (byt evt ud med minimælk for mere fedtfattig version) 
  • Ca 3-4 dl vand 
  • 1 terning hønseboullion 
  • 1 stor tsk Herbamere urtebouillon eller en halv terning grøntsagsboullion
  • Masser af friskkværnet peber
  • Smag til med salt
  • Stegt bacon i tern (jeg brugte en fra Tulip uden fedt)
  • 1 drys tørret ramsløg på toppen fx fra Santa Maria

Skræl kartofler og skær dem i mindre stykker. Skær løg og porrer i mindre stykker. Brug ikke toppen af porrerne. Kom grøntsagerne i en gryde sammen med vand, olivenolie, boullion og peber, og lad det småsimre i ca 20 min. Imens steges bacontern sprøde på en pande. Kom fløden i suppen og lad det varme igennem et par minutter. Blend suppen til den er helt fin og cremet. Smag til med salt hvis det er nødvendigt. Anret suppen i skåle med bacon på toppen og et drys tørret ramsløg. 

Velbekomme! ?

P.S. Sidste chance i dag for at være med i min giveaway med en kæmpe kasse vegetariske lækkerier fra Urtekram. Deltag HER! 

1 Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: kartofler, opskrift, suppe

LUFTIGE BANANPANDEKAGER MED SKUMMENDE JORDBÆR/CITRONSAUCE

20. november 2016

 photo bananpandekager 2.jpg

 photo bananpandekager 3.jpg

 photo bananpandekager 4.jpg

 photo bananpandekager 5.jpg

 photo bananpandekager 6.jpg

 photo bananpandekager 1.jpg

Både luftig og skummende, lyder det ikke lækkert? Det var det i hvert fald, utrolig lækkert, da jeg forkælede mig selv i eftermiddags med skønne pandekager og hjemmelavet jordbærsauce. Og det bedste er, at kalorieindholdet er lavt, men det smager som en syndig dessert!

Jeg har igen været i kogebogen Appetit på livet (som jeg talte om i dette indlæg) for at finde inspiration. Jeg blev fanget af bananpandekagerne, fordi de til forskel for dem, jeg før har lavet, er med piskede æggehvider. Lad os kalde dem en luksusudgave, for det kræver selvfølgelig lidt ekstra tid at piske æggehviderne, men det giver dem altså også bare en virkelig lækker konsistens – luftige og smelter på tungen. Så har man lidt ekstra tid i køkkenet, så kan jeg varmt anbefale at gøre det.

Jeg reviderede en del i opskriften, da jeg ikke lige havde det hele i huset, og jeg har god erfaring med det, jeg gjorde i stedet. Jeg byttede bl.a. mælken ud med A-38, melet ud med boghvedemel og nøjedes med lidt mindre sukker. Se min opskrift længere nede. Jeg besluttede også at lave en frugtsauce til i stedet for, for at tilføje en syrlig kontrast til de søde pandekager.

Jeg nyder virkelig at lave mad med de nye gryder og pander fra Scanpans CTX-serie. Der er gods i dem, og de er smukke at se på. En fornøjelse med godt grej! 🙂

Bananpandekager
Opskrift til ca. 7 små pandekager

1 stor, moden banan
2 æg
2 spsk boghvedemel (eller anden form for mel)
2 spsk A-38
1 knsp salt
1 tsk sukker
1 knsp vaniljepulver (eller vaniljestang)
1 knsp bagepulver

Del æggene i hvider og blommer. Hviderne piskes stive i en skål for sig, og de andre ingredienser piskes sammen med stavblender. Vend forsigtigt de piskede hvider i dejen. Steg pandekagerne i smør eller neutral olie.

Jordbær/citronsauce

1 lille pose optøede jordbær
Lidt vand
1 spsk sukker
Skal og saft fra en halv citron

Bring jordbærene i kog med en sjat vand i bunden af gryden sammen med sukkeret. Lad det simre ca. 5-10 min. Tilsæt citronsaft og skal og lad det varme igennem. Smag til om saucen behøver mere sukker, men den må gerne være lidt syrlig. Pisk saucen med en stavblender og lad den køle lidt. Saucen får en lækker skummende og let konsistens og kan serveres både kold og varm.

Anret pandekagerne med rigeligt sauce, evt. med lidt revet citronskal over – velbekomme! 🙂

Beklager den lidt uskønne anretning af pandekagerne, men jeg kunne ikke lige knække koden for, hvordan sådan en sauce kunne ligge pænt på tallerkenen, hehe. Men lad jer ikke skræmme!

GRYDEN ER SPONSORERET AF SCANPAN

Leave a Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: bananpandekager, frugtsauce, jordbærsauce, pandekager

KIWIBÆR – JEG ER FAN!

8. november 2016

kiwibaer

Jeg er faldet over en ny frugt, som jeg aldrig har set før! For nylig sad jeg og surfede igennem Nemlig.com, da jeg skulle bestille nogle varer. Her faldt jeg over kiwibær, som vækkede min nysgerrighed, og jeg googlede dem lige, for at finde ud af smag og spiselighed. Endte med at bestille en bakke med, og de overraskede mig virkelig positivt. Smager som en sød kiwi, men er meget nemmere at spise, da man bare kyler dem i gabet med skræl og det hele. Og så er de jo super dekorative på en dessert eller kage!

Kender I dem?

5 Comments CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: bær, frugt, kiwibær, snacks

EFTERÅRSMAD: PANDESTEGT LAKS MED GLASEREDE RØDBEDER

11. oktober 2016

 photo laks med glaserede roslashdbeder 1.jpg

 photo laks med glaserede roslashdbeder 2.jpg

 photo laks med glaserede roslashdbeder 3.jpg

 photo laks med glaserede roslashdbeder 4.jpg

Jeg fik lyst til at lave rigtig god mad til mig selv i søndags, noget jeg ikke har haft overskud til i rigtig lang tid pga. ryg og hundehvalp. Og det føltes så godt! Især fordi det var supersundt og vældig lækkert og mættende. Det er virkelig også en fornøjelse at lave mad på de lækre pander fra SCANPAN, som jeg fik i julegave, og de matchende gryder, som de har været så søde at supplere op med. Det er virkelig godt kram med gods i, og de er så flotte. Gryderne har glaslåg, hvilket jeg aldrig har haft før, men det er ret smart, at man kan holde øje med maden nede i gryden. 

Jeg søgte inspiration i kogebogen Appetit på livet af Brdr. Koch og Birgit Schelde, som er fyldt med sunde opskrifter. Faktisk er den lavet til folk med diabetes, men det betyder bare, at de fleste opskrifter er uden sukker (ikke denne). Dog er jeg lidt kræsen med nogle ting, så jeg følger sjældent en opskrift, men bruger den som inspiration til at sammensætte mine egne versioner. Denne har jeg dog lavet næsten efter opskriften, bare uden den brændte chili, rosenpeber og dild. I stedet har jeg tilsat revet citronskal og tørrede chiliflager. Citronen giver et rigtig godt modspil til den fede laks og sødlige rødbede. Jeg valgte tilmed at “svine” køkkenet til med fiskelugt ved at stege laksen på panden fremfor i ovnen, som jeg ellers altid gør. Men det smager bare SÅ lækkert med en sprød stegeskorpe, så det skal man forkæle sig selv med engang imellem.

Tip! Tag gummihandsker og forklæde på, når du skærer rødbedden ud, så er det ingen sag at have med at gøre. Og køb laksen frisk, den friske i supermarkedet er helt ok, men frossen laks smager bare ikke godt!

Til 1 person

1 mellemstor rødbede skåret i tern
1 lille spsk sukker
1/2 dl balsamico
1-2 spsk citronsaft
Salt og peber (jeg brugte en rigtig god peberblanding fra Nicolas Vahé)
Olie til stegning

1 stykke frisk laks
Chiliflager
Revet citronskal
Salt og peber
Olie til stegning

Rødbederne steges med masser af friskkværnet peber ved lav varme til de er blødere men stadig sprøde (bidefaste). Tilsæt sukker, balsamico og citronsaft og lad det simre til rødbederne er glaserede. Smag til med salt og peber. Imens steges laksen i rigeligt olie på begge sider til den er perfekt indeni. Lad den blive helt sprød på den ene side, før den vendes og steges færdig på den anden. Krydr med salt og peber inden servering.

Anret og riv citronskal over og drys med chiliflager. Jeg tilsatte også en lille klat Cashew Cream fra Nutana (som jeg fortalte om her) som lidt ekstra smag til laksen, men det kan selvfølgelig udelades.

Velbekomme!

GRYDEN OG KOGEBOGEN ER SPONSORERET AF SCANPAN

Leave a Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: aftensmad, efterårsmad, laks, rodfrugter

5 NEMME OG SUNDE SOMMERRETTER

26. juli 2016

 photo spidskaringlswrap 1.jpg

Her om sommeren har vi som regel lyst til mad, som ikke ligger for tungt i maven, og som er hurtig at lave, så vi kan komme udenfor igen. Jeg har fundet 5 af bloggens opskrifter frem, som alle passer til en dejlig sommerdag. Som ekstra bonus er alle retter kalorielette, så bikiniformen ikke tager (mere) skade 🙂

Spidskålswrap med mango, okse og five spice – fantastisk smagfuld og frisk ret, klart én af mine yndlings!

 photo avocadomad.jpg

Avocadomad – min version af en nyklassiker, som altid smager godt!

 photo salat med grillede groslashntsager 1.jpg

Salat med grillede grøntsager, kylling og parmesan – når der skal fyres op i grillen!

 photo ceasar salad.jpg

Cæsarsalat med et twist og på den nemme måde – køb en god dressing i supermarkedet for at gøre det nemt

 photo kartoffelpizza 1.jpg

Pizza på tortilla med kartofler og rosmarin – brug fx denne lækre sag i skiver som en lille hapser før maden

Velbekomme!

Leave a Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: asiatisk, grill, opskrifter, pizza, salat, sommermad

NEM KYLLING PÅ GRILLEN MED SALAT MED QUINOA, GRÆSKARKERNER OG FRISK BASILIKUM

17. juli 2016

 photo kyllingesticks med salat med quinoa og basilikum 1.jpg

 photo kyllingesticks med salat med quinoa og basilikum 3.jpg

 photo kyllingesticks med salat med quinoa og basilikum 2.jpg

En af dagene, hvor jeg var sygemeldt efter operationen, kom min kusine forbi ved frokosttid. Hun er sygeplejerske med skiftende vagter og kunne derfor komme forbi på den tid af dagen, og så kunne hun jo lige tilse mit sår og skifte plaster også, perfekt 🙂 Jeg havde nogle dage forinden modtaget nogle forskellige pakker med kylling til test fra Danpo, som har lavet nemme løsninger til grillen denne sommer, så det var jo oplagt at fyre op for min grillpande i mangel af muligheden for at grille rigtigt. Elsker min grillpande dog!

Disse spyd med inderfilet er allerede marinerede, så de var lige til at smide på panden i ca 10 min. Imens lavede jeg en dejlig mættende og smagfuld salat af flg:

  • Quinoa (kogt og afkølet)
  • Babyleaves
  • Tomater
  • Gulerod i strimler
  • Frisk basilikum
  • Ristede græskarkerner med lidt salt

Og en hjemmelavet dressing i en fin flaske fra Søstrene Grene (resten kan gemmes i køleskabet):

  • Olivenolie
  • Saft fra en halv citron
  • Dijonsennep
  • Flydende honning
  • Salt og peber

Superlækker, nem, hurtig, billig og sund frokost (eller aftensmad)!

KYLLINGEN ER MODTAGET TIL TEST

 

1 Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: kylling, opskrift, salat

LÆKKER LILLE SNACK UNDER 100 KALORIER

7. juni 2016

 photo easis cookies.jpg

Når jeg i perioder er god til at skære ned på kalorierne, så har jeg ofte disse cookies i skuffen, som jeg snacker to af om aftenen engang imellem. De er fra Easis og er dermed uden tilsat sukker, som alle andre af deres produkter. De indeholder kun 44 kalorier pr. stk., og som bonus er de rige på fibre. De er meget sprøde, tenderende til hårde, og derfor kører man dem ikke bare ind, men kan strække dem til mange bider. Jeg kan bedst lide dem med chokolade, men disse med appelsin og chokolade er også rigtig gode.

Læs mere om Cookies fra Easis her

2 Comments CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: snacks

RISTEDE GRÆSKARKERNER – EN FANTASTISK SMAGSGIVER TIL SALATEN

29. maj 2016

 photo graeligskarkerner i salat.jpg

De fleste af jer kender nok dette tip, men synes alligevel lige jeg vil nævne det, for det er noget jeg selv har stor fornøjelse af. Det handler om græskarkerner. Jeg elsker at riste dem på en tør pande til de popper, tilføje en smule salt, og drysse dem over en salat. De giver virkelig meget smag til salaten, og tilføjer det knasende element, som er vigtig for en harmonisk salat, der taler til alle sanser. Samtidig får de salaten til at mætte lidt mere og tilføjer sunde olier.

Haps, så lækkert!

Leave a Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: kerner, salat

KNAS PÅ MORGENMADEN

7. maj 2016

 photo easis rugbroslashds crunch.jpg

Dette er nok det sprødeste morgenmadsprodukt, jeg har prøvet, og det siger ikke så lidt. Det knaser, så det er en ren fornøjelse. Og hvis der er noget, jeg er vild med, så er det sprød mysli. Når det så samtidig er fyld med fibre og uden tilsat sukker, så starter det mine morgener rigtig godt og sundt.

I forhold til de fleste andre slags mysli, så er der ikke særlig meget forskelligt i dette, stort set kun rugbrød og havre. Men det synes jeg kun er en fordel, for jeg er ikke så vild med nødder og rosiner, som mysli ofte er proppet med. Den er rigtig god alene, men også super som basis til de ting du kan lide. Her har jeg smidt en håndfuld blåbær ovenpå, men det kunne også være frysetørret frugt eller tørret frugt som gojibær eller tranebær (eller nødder og rosiner hvis man er til det :-)).

Jeg er i gang med at prøvesmage en masse forskellige produkter fra ISIS, som netop har skiftet navn til EASIS for ikke at minde for meget om en vis terrorbevægelse og for at løsrive sig fra at lyde som en is-producent, for EASIS er så meget mere end is. Der er et væld af produkter uden sukker i deres sortiment, men jeg tror roligt, jeg kan sige, at denne rugbrødscrunch er mit favoritprodukt, mums.

Har I smagt den?

PRODUKTET ER SPONSORERET

Leave a Comment CATEGORIES: Madtips og opskrifter TAGGED: morgenmad, mysli

  • 1
  • 2
  • 3
  • …
  • 6
  • Next Page »

Velkommen til Sundhedsjagten!
Her finder du sunde tips og nemme opskrifter, status på evig elevatorvægt, træning, og alt der hører til den sunde livsstil, som jeg arbejder hårdt på at holde, men som jeg har så svært ved.
XOXO Mette :-)

FØLG BLOGGEN

SØGER DU NOGET?

NYE INDLÆG

  • STATUS #4 – STILSTAND
  • STATUS #3 – OVER HALVVEJS
  • STATUS #2 – TESTER MIN STYRKE
  • STATUS #1 PÅ SLANKEPROJEKT – STOLT!
  • VENINDE TABTE 13 KG PÅ 2 MÅNEDER – NY STRATEGI!

KATEGORIER

  • Alt og intet
  • Bøger
  • Hund
  • Ikke kategoriseret
  • Kost
  • Madnyt
  • Madtips og opskrifter
  • Status
  • Sundhed
  • Sundhedstemperaturen
  • Test og anmeldelser
  • Træning
  • Træningstøj
  • Vægttab

· THEME BY ECLAIR DESIGNS ·